HISTORIEN 
 
Jeg går ud fra, at de fleste medlemmer kender til C-holdet.
Ellers kommer der her en præsentation.
Vi er en gruppe pensionerede, interesserede og dedikerede medlemmer. Vi samles hver tirsdag formiddag kl. 9 i klubhuset. Formålet er at efterlade spor af energi til kl. 12.
Kl. 9 bliver dagens opgaver uddelegeret af vores ankermand Bent Pedersen. C-holdets antal har netop i denne vinter passeret de 50 deltagere. Choldet har det klare dobbeltformål, nemlig:
1. At passe og vedligeholde klubhuset med alle dets mange forskellige rum og lokaler, både, udstyr samt alt hvad der hører ind under Sejlklub- bens domæne.
2. At fremme det gode sociale fælles- skab gennem en fælles indsats til glæde og gavn for både den enkelte, for C-holdet som helhed og for klubben.
Vi er en god blanding af medlemmer med vidt forskellige uddannelser og kompetenceområder. Mange har håndværkerbaggrund fra forskellige fag, nogle har boglige uddannelser, andre igen har en blanding af begge dele. Alt i alt rækker vores fælles kompetenceområde over et så bredt felt, at vi magter at supplere hinanden på de fleste arbejdsområder.
Hvis du vil i kontakt med os, kan du ringe på klubhus telefonen hver tirsdag.
Aktiviteter i vinter I den forløbne vinter har klubhuset fået en tiltrængt kærlig behandling og renovering, så det nu næsten fremstår som nyt. Samtlige vinduer i klubhuset er blevet udskiftet til vinduer med tre lag glas, hvad der straks kunne mærkes. Samtlige vinduer er endvidere blevet fuget og inddækket med aluminium for at hindre vand i at trænge ned i træet.
Inden døre har C-holdet i et frugtbart samarbejde med Q-holdet nedtaget alle billeder og ophæng på væggene i det store samlingslokale. Væggene blev vasket ned og malet. Lakerede genstande og områder er blevet pudset og lakeret. Der er blevet gjort grundigt rent overalt, herunder udsugningsanlægget. Samtlige møbler er blevet renset og efterset, og småskader er blevet udbedret. Samtlige møbler har dernæst midlertidigt været anbragt udenfor lokalet, for at professionelle folk kunne tage sig af nedslibningen og lakeringen af det store gulvområde.
Møblerne er derpå atter blevet anbragt på deres pladser, og billederne atter hængt op på væggene.
Ungdomsafdelingen har fået en lignende grundig behandling. I vaskerummene er fliser, håndvaske og vandhaner med tilbehør blevet afkalkede.
Udendørs har mastekranen været demonteret, mens soklen er blevet udbedret for rust og slid. Den gamle wirer er endvidere blevet udskiftet med en helt ny. Da dæmningen ved Mamrelund flere steder er blevet undermineret af efterårs og vinterstorme, er der opstået huller og skred flere steder langs kanten. Disse huller er ved at blive fyldt op med marksten af passende størrelse. Markstenene - heraf de resterende i skrivende stund - skal først transporteres til Gisseløre fra donatorerne.
Det var lidt om C-holdets ene formål: Pasning og vedligeholdelse m.m. Det andet formål, at pleje det sociale fællesskab, plejes primært om tirsdagen fra kl. 10,30 – 11,00, mens vi nyder vores kaffe/te med frisk morgenbrød.
Morgenbrødet betaler vi stadig selv, så smager det nemlig bedst.
Især en gang om måneden tager vi formålet om at pleje det sociale fællesskab særdeles seriøst. Da samles vi nemlig over en større middag for at fejre alle C-holdets fødselarer fra den pågældende måned. Den festlighed er i reglen af en sådan kvalitet, at fødselarerne gladelig betaler hele gildet.

 

Det var en lille hilsen fra C-holdet ved LlC

 

En rigelig osteanretning hører sig til ved C-holds frokosten
 
Alting ved C-holdet er uformelt. Der er ingen nedskrevne regler og paragrafer. 
Men så er der jo de uskrevne regler..
Det var derfor med nogen tøven, at holdet bag februars frokost 2020 besluttede at droppe sildebordet og i stedet tilbyde oksekødssuppe fulgt op af oksekød med kartofler og peberrodssovs samt ostebord. Hvad ville folk nu sige til det?
Man havde jo set i annalerne, at det i 1992 blev besluttet, at frokosten skulle bestå en sild, en lun ret og ost.
Men såmænd, det skete, at den lille ændring i menuen blev taget imod helt uden protester. Ikke at sild nu må betragtes som forvist for evigt.
Nej, det er selvfølgelig op til kommende fødselarer og arrangører at bestemme. 
Lidt alvorligere var det, da Jørgen kundgjorde næste måneds menu. Kogt torsk med hele svineriet.
Da lød der en enkelt "Så kommer jeg ikke". 
 
 
Jørgen introducerer marts måneds menu til C-holds frokosten 

Klik på annoncerne og støt vores sponsorer