Vild med Vand 2023
Finere sommervejr kunne man ikke ønske sig, så det var det bedste udgangspunkt for årets søsportsbegivenhed, der dog også forløb til alles tilfredshed. Der var en stille strøm af glade gæster dagen igennem. De mindste og deres forældre satte straks kursen mod krabbebroen. Ved riggerbroen lå en motor- og en sejlbåd klar til sejlads med gæsterne , og der var kø ved vandbussen, der sejlede i pendulfart mellem Gisseløre og Vesthavnen. I år var aktiviterne udvidet med et tilbud om fællessang. De gamle sømandsviser blev luftet i sommerbrisen ved roklubben under ledelse af sopran Nickie Johansson akkompagneret af Jule Holmgaard Schade.

Uden de mange frivillige, der hvert år stiller op og giver en hånd med i afviklingen af Vild med Vand, gik det ikke. Efter at gæsterne var gået hjem, var der samling på grillpladsen ved klubhuset og tid til evaluering. Derefter blev der fyret op under grillen, og dagen sluttede med spisning og hyggeligt samvær.
Se flere billeder
Læs beskrivelsen af, hvad der kommer til at foregå på lørdag den 10. juni mellem 10-16 på Gisseløre og i Vesthavnen:
Vild med Vand 2023
Se alle billederne fra 2022

Hej alle medlemmer af KS
En lille arbejdsgruppe er i gang med at lægge rammerne for dette års Vild med Vand (VmV) på Gisseløre og i Vesthavnen.
I år bliver VmV den 10. Juni fra klokken 10.00-16.00. Vi håber, at rigtig mange af jer vil være med til at give en hånd med på dagen, også i år.
Vi søger "rorsmænd” og hjælpere til at organisere de forskellige arbejdsopgaver og vi vil meget gerne høre fra så mange som muligt, hvad
I har lyst til og kan bidrage med. Der er f.eks opgaver med forplejning, parkering, ved indgangen, sejlads med gæster, aktiviteter for børn
og meget andet.
Skriv en mail til VmV Frank på fhassel@live.dk eller ring på 4077 7708 - beskriv kort hvor du har lyst til at hjælpe.
Håber vi igen bliver mange på VmV Dagen, så kom meget gerne med på holdet allerede nu.
19.06.2022
Ny type fartøj blev testet
ved årets Vild med Vand
Med anslået 700 besøgende på havnene i Kalundborg i det fine sommervejr kunne arrangørerne af Vild med Vand notere sig endnu en succes.
Det kunne godt lade sig gøre - at sejle i en palletank, eller rettere fire sammenbundne palletanke. Flere forskellige hold à fire personer forsøgte sig i denne helt nye disciplin som krævede et godt samarbejde, når kursen skulle holdes. Målet var at sejle ud og runde en bøje udlagt midt i havnebassinet på tid - den bedste blev lidt under fire minutter.
På forhånd var der bekymringer om fartøjets stabilitet, men det viste sig ubegrundet, og de dygtigste padlere opdagede hurtigt fordelen ved at lægge mest vægt i den agterste del som gav højere fart.
Andre aktiviteter på havnen, kendt fra tidligere år, havde også god søgning hen over dagen. Havnebussen, sejlbådene, jollerne, brandvæsenets RIB, robådene, kajakkerne, surfbrædderne. Ved indgangen duftede der af havfiskernes nystegte fiskefrikadeller, der var en stor konkurrent til sejlklubbens pølsebod. Børnene og deres forældre fandt hurtigt deres favoritter, Krabbebroen, hvor der kunne fiskes, og ikke mindst roklubbens softice bod.
I Vesthavnen var der kø ved Marinehjemmeværnets Holger Danske, der sejlede ture på fjorden, Det Maritime Værksted og lodsbåden holdt åbent hus og træskibene Fut og Karoline kunne besigtiges.
De mange frivillige i de orange t-shirts samledes efterfølgende til et grill- arrangement ved sejlklubben, og der var enighed om, at Vild med Vand helt sikkert skal gentages næste år den anden lørdag i juni.
Se billeder fra Vild med Vand 2022 i Galleri
